Historie og udvikling

CJC-1295 udsprang af en idé om lægemiddellevering, ikke af jagten på et nyt hormon. Historien går fra et canadisk laboratorium i begyndelsen af 2000'erne til dopinglaboratorier et årti senere.

Albumin-idéen

Forskerne hos ConjuChem ville forlænge levetiden for korte peptider ved at hæfte dem til albumin, som bliver i blodet i uger. Albumin har en fri svovlgruppe på en af sine byggesten, cystein 34, som kan reagere med en maleimidgruppe. Sætter man en maleimid på et peptid, bindes de to sammen efter injektionen.

Den bedste kandidat hos rotter

I 2005 rapporterede firmaet i Endocrinology, at det havde fremstillet tre sådanne versioner af GHRH(1-29). Den bedste, CJC-1295, gav rotter fire gange mere væksthormon over to timer end det umodificerede fragment og kunne stadig påvises i deres blod efter mere end 72 timer.

De første studier på mennesker

Derefter fulgte to randomiserede, placebokontrollerede forsøg med raske voksne mellem 21 og 61 år, offentliggjort i 2006. Én injektion hævede væksthormonet i mindst seks dage og IGF-I i op til elleve dage. Et separat studie på University of Illinois undersøgte, hvordan mønsteret af væksthormonudbrud ændrede sig.

Et forsøg, der sluttede tidligt

ConjuChem registrerede derefter et fase 2-forsøg med personer med hiv, som havde fået overskydende mavefedt. Det startede i december 2005 med 120 planlagte deltagere. Forsøgsregistret angiver det som afbrudt, med september 2006 som slutdato, og nævner ingen grund. Ingen myndighed har nogensinde godkendt stoffet.

Et andet liv på nettet

Peptider, der aldrig bliver til lægemidler, kan stadig kopieres af kemikalieleverandører. I 2009 sendte norsk politi og told et produkt solgt som CJC-1295 til et dopinglaboratorium til analyse, og et studie fra 2016 af internetfora beskrev kvinder, der brugte det til vægttab, muskler, hud og søvn. Antidopinglaboratorier har siden offentliggjort flere påvisningsmetoder.